Nyt ansigt i Projekt SEXUS
Holdet bag Projekt SEXUS har budt en ny forskningsassistent velkommen
Projekt SEXUS er verdens største forløbsundersøgelse med særligt fokus på seksuel sundhed og på samspillet med seksualitet og generel sundhed. Af samme grund er der brug for kvalificerede faglige kræfter for at få de mange data analyseret og formidlet på en både præcis og forståelig måde.
I foråret 2019 bød det lille forskerteam et nyt ansigt velkommen. Det drejer sig om Josefine Bernhard Andresen, som er nyuddannet folkesundhedskandidat fra Københavns Universitet og tidligere har arbejdet med social ulighed i nyfødte børns sundhed.
Josefine er tilknyttet Projekt SEXUS som videnskabelig assistent på fuld tid, og sammen med de øvrige forskere arbejder hun p.t. på højtryk for at få rapporten ”Sex i Danmark” færdig til offentliggørelse i efteråret.
Josefine fortæller:
- Projekt SEXUS er et fantastisk spændende projekt, og det er lidt af en drøm for en folkesundhedsnørd som mig at få lov til at gå i dybden med et så stort og perspektivrigt datamateriale inden for et område, som i den grad savner fokus. Lige nu knokler vi på livet løs, og selvom det undertiden kan virke en anelse uoverskueligt, synes jeg, det tager mere og mere form dag for dag. Det bliver virkelig stort, når projektets første resultater kan lanceres i rapportform.