Projekt SEXUS præsenteret på Rigshospitalet
Den sidste torsdag i måneden afholdes der såkaldte ”Hertoft-eftermiddage” i psykiatrisk auditorium på Rigshospitalet. Her præsenteres en bred vifte af emner, som har at gøre med krop, køn, kærlighed og seksualitet. I marts måned var blandt andet Projekt SEXUS på programmet.
På sæsonens sidste ”Hertoft-eftermiddag” fortalte landets tre sexologiprofessorer om deres faglige kæpheste og visioner, og et talstærkt publikum havde mulighed for at stille spørgsmål og komme med gode ideer.
Hertoft-eftermiddagene” har eksisteret siden 1970’erne og er opkaldt efter Danmarks første sexologiprofessor, Preben Hertoft (i baggrunden), som døde i februar 2017, 89 år gammel. På billedet ses fra venstre: Annamaria Giraldi, Christian Graugaard og Morten Frisch.
Christian Graugaard (Aalborg Universitet) talte i sit oplæg om samspillet mellem kultur, samfund og seksualitet, mens Annamaria Giraldi (Københavns Universitet og Psykiatrisk Center København) diskuterede udfordringer og muligheder for forskning i kvinders lyst og lystproblemer.
Endelig benyttede Morten Frisch (Statens Serum Institut og Aalborg Universitet) lejligheden til at introducere Projekt SEXUS, og interessen fra publikum var stor. Mange havde uddybende spørgsmål, og flere kom med gode ideer til emner, som undersøgelsen burde dække.
Arrangementets ordstyrer – generaldirektør i Sex & Samfund, Bjarne B. Christensen – afsluttede eftermiddagen med at konstatere, at han så frem til undersøgelsens resultater, som han mente var afgørende for at sikre danskernes seksuelle sundhed og trivsel.